Til forsiden
Politikeroversigt
Reumatologoversigt
Fakta om leddegigt
Bestil bogen
Print dette afsnit





Ingeborg Moritz Hansen (V), Region Syddanmark
Hvad er patientforeningernes opgave? Er det faglige sundhedspersonale ikke tilstrækkeligt kompetent?
– Jeg synes, at ordet patientforening kan være problematisk. Hvorfor søge de syge, når man vil være rask? Skulle man ikke forvente, at de fagligt professionelle kan de samme ting?, spørger Ingeborg Moritz Hansen, 56 år, der blev valgt ind i Regionsrådet for Region Syddanmark for partiet Venstre i 2005. Til hverdag arbejder hun som oversygeplejerske på Anæstesi- og

Intensivafdelingen på Odense Universitets-sygehus.
– For blandt andet politikere er det vigtigt at udvikle samspillet med patientforeninger i højere grad end i dag - og i øvrigt gerne under et andet navn!, siger Ingeborg Moritz Hansen. Hun lægger ikke skjul på, at hun ikke er varm ved tanken om, at patientforeningerne kommer ind, hvor de fagligt professionelle for eksempel ikke har tid eller mulighed.
Hun ved godt, at der har været nedskæringer mange steder, – men hvor der er vilje, er der vej, siger hun. Ingeborg Moritz Hansen medgiver, at det er fint, at Gigtforeningen tager initiativ til kurser for nydiagnosticerede gigtpatienter. – Den opgave burde ligge på de reumatologiske afdelinger, men det gør den bare ikke. Burde vi ikke hellere gøre det sammen?, spørger hun.
Rundt omkring på sygehuse og i patient-foreninger taler man om, at de kroniske patienter skal uddannes til at tage vare på sig selv og tage ansvar for deres sygdom.
– Men jeg er lidt imod ordet ’patient-uddannelse’, for så er du jo patient. Man skal passe på ikke at identificere sig med patient-rollen, men i stedet finde ud af at leve sit liv som menneske med den sygdom, man nu har, siger hun.