Til forsiden
Politikeroversigt
Reumatologoversigt
Fakta om leddegigt
Bestil bogen
Print dette afsnit




Inge-Lene Ebdrup (V), MF, Nordjylland
Vi isolerer nogle mennesker fra samfundet ved at holde på, at det eneste rigtige er at arbejde, siger Inge-Lene Ebdrup.
– En gang i mellem tror jeg, at vi politikere har glemt at sætte mennesket i centrum i de regler, vi har lavet for, hvad der er vigtigst i et menneskes liv, siger Inge-Lene Ebdrup, der er folketingsmedlem for Venstre siden 2001.
– Det er som om, at det eneste saliggørende her i verden er, at folk skal ud og have et job. Også når de er kronisk syge. Det kan da godt være, man kan passe et job på femten eller tyve

timer i løbet af en uge, men hvis man så kun kan det og bagefter er fuldstændig flad og ikke kan deltage i familiens liv, hvad er det så for en livskvalitet, man har?
Det handler ikke kun om det enkelte menneskes livskvalitet, men også om motivationsfaktoren. Hvis der bliver afsat tid til, at man også godt må have fri og skal kunne fungere i en familie, så bliver motivationen til at yde de sidste fem timer om ugen også større, siger Inge-Lene Ebdrup.
Hun føler, at det kan være et problem, når man sætter folk i arbejdsprøvning, og de så yder så meget, at de ingenting kan, når de kommer hjem.
– Man kunne måske prøve at vende det lidt om og tage hensyn til, at der er et liv ved siden af. Det vil sagsbehandlerne i kommunerne sikkert også sige, at de gør. I praksis kan jeg dog se fra de sager, jeg typisk møder, hvor folk har søgt pension og ikke fået den, at det hele går op i arbejdsliv, siger Inge-Lene Ebdrup.
– Vi isolerer nogle mennesker ved at sige, at det eneste, der er rigtigt for samfundet, er, at du kan arbejde. Men det er jo ikke fedt for dig, hvis du ikke kan passe dine børn, og så har vi den sociale deroute. Hvis der ikke er ro på hjemmefronten, kan vi ikke fungere på vores arbejde. Det handler ikke kun om økonomi, siger hun.