det var, fordi jeg havde taget så meget på. Jeg gik længe og bildte mig ind, at jeg var så tyk, at jeg ikke kunne bøje knæene, siger hun med et lidt selvironisk smil.
Inden længe fik Anne Mette Østergaard ’helt vanvittigt ondt i sit håndled’. Hun arbejder som sekretær på et hospital i København og bad i første omgang et par af lægerne på afdelingen se på håndleddet. Da hun fik tilføjet, at hun også havde ondt i knæ og fødder, blev hun henvist til Reumatologisk Klinik, hvor de behandler gigtsygdomme. – Og de fik efterhånden stykket det sammen, som hun siger.
Det var svært at acceptere. – Jeg havde været alene med mine to sønner i mange år og har altid arbejdet meget. Jeg har også taget ekstra arbejde - og været glad for det. Nu var jeg pludselig træt, havde ondt og kunne ikke overskue noget. Jeg kunne simpelthen ikke kende mig selv. Det spiller også ind, at jeg arbejder i sygehusmiljøet og er vant til at se meget syge mennesker, så jeg syntes ikke, at det, jeg havde, var en rigtig sygdom.
– Jeg havde faktisk mange fordomme over for det at være så træt og ikke kunne klare tingene. Det var jeg jo vant til at kunne. Jeg kunne godt lide at være den, der altid kunne sige ’ja’. Jeg har aldrig brudt mig om at sige ’nej’. Så oven i trætheden er der noget psykisk i det - det kan

gå meget ud over ens selvværd og selvopfattelse, også som kvinde, siger Anne Mette Østergaard.
– Jeg tænkte, ’hvor ser jeg ud’, da mine knæ og hænder begyndte at se så mærkelige ud. Jeg har måttet udskifte alt mit fodtøj og går kun i bløde sko, fordi leddene er så ømme. Okay, så kan man ikke gå i spidse sko eller sko med lidt hæl. Det kan lyde underligt, for det skulle jo ikke være det, der er vigtigt. Så længe man kan stå og gå, skal man være glad. Men faktisk skal man vænne sig meget til at se på sig selv med andre øjne, siger hun.
Anne Mette Østergaard talte ikke med nogen om sygdommen. – I starten blev der ikke sat noget navn på sygdommen, så jeg lod som ingenting og lagde afstand til det. Jeg tror, jeg lavede lidt sjov med det - jeg kunne slet ikke forlige mig med det at skulle fejle noget.
Anne Mette Østergaard siger, at hun efterhånden har fået talt med gode venner om det, og at nogle af dem har taget ’lidt hårdt’ fat i hende og sagt, at det er en forkert indstilling. –
Nu har det ændret sig. Jeg har ligesom fået det placeret et sted, men jeg har været nødt til at tage den erkendelse ind i mit eget tempo. Jeg kunne slet ikke holde det ud - bare ordet gigt! Det var sådan noget gamle damer fik, så det skulle jeg da ikke have, siger hun.